Roepstorff, Kirstine (DK)

Carlsberg Tap E

Kirstine Roepstorff

Født 1972 i Virum, Danmark
Bor i Berlin

I installationen Stille teater giver Kirstine Roepstorff sine traditionelle collager en rumlig dimension. Her får collagernes karakterer for første gang bevægelighed på en scene. Roepstorffs karakterer er en slags personligheder eller symboler, der går igen i flere af hendes collager, og som bidrager med et særligt tema eller begreb. Det kan fx handle om balance, som når karakteren Balance, en akrobatisk kvinde, holder flere bolde i luften, samtidig med at hun balancerer med en på hovedet. Hver gang hun optræder i en kollage, handler det om at hun udfører en afbalancerende handling. Af andre karakterer kan nævnes Stop Lady, Resistance, The Moment Man, The In Between og hunden ved navn Loss. Disse karakterer kan desuden ses i de enkelte traditionelle collageværker, der også vises på udstillingen. Karakterernes funktion er at sætte en stemning eller anslå en tematik, som i tilfældet med Stille teater får indflydelse på selve teaterstykkets handling.

Stille teater, som er produceret til U-TURN, er en permanent teaterinstallation i
udstillingen, hvor publikum bænkes for at betragte en scene uden skuespiller, men med en collageskulptur sat i mekanisk bevægelse, som sammen med dramatiske lys og sceneeffekter er udgangspunkt for fortællingen. Selve teaterstykket er spundet over en dialog mellem to stemmer, Image og Space. Den ene, Image, er konkret, rationaliserende og forsøger at holde fast på sammenhænge. Den anden stemme, Space, taler i abstrakte vendinger og lader alting forblive svævende, urørt, men observeret.

Som bagvedliggende inspiration til Roepstorffs teater kan man tænke på 1920'ernes dadacollager og på den tyske kunstner - og leder af Bauhaus' sceneafdeling - Oskar Schlemmers teaterbegreb, hvor scenen ses som 'mødested for det metafysiske'; et sted hvor skuespil, håndværk (ofte i form af dukker) bliver forbundet med mekanik. For Kirstine Roepstorff er der vigtige paralleller mellem collagen og teateret: "De er begge skrøbelige: Teatret, fordi det kun eksisterer i nuet og i hukommelsen. Collagen, fordi den er lavet af papirudklip med et tidsbundet indhold og en papirkvalitet med kort levetid."
-SHO
 

Sorter

Hurtigvalg

 

In English

Søg

Nyhedsbrev

Kontakt

T

F