Poulsen, Tanja Nellemann (DK)

Carlsberg Tap E / Byrum

Tanja Nellemann Poulsen

Født 1971 i København
Bor i Århus

Tanja Nellemann Poulsen arbejder med collager lavet af udklip fra aviser, blade,
historiske årbøger og andet trykt materiale. Disse collager udfolder sig som rumlige installationer, hvor pop-up-figurer rejser sig fra gulvet, sætninger springer ud af en avis og spindelvæv af ord falder ned fra loftet. Det er som at gå ind i en tredimensionel børnebog fyldt af rim og ordlege.

Nellemann Poulsens værker baserer sig ofte på tekst i form af en ordleg eller et slogan. Budskabet kan have brod og være kritisk, men bliver aldrig dogmatisk på grund af det lette og legende udtryk, der altid virker imødekommende over for beskueren.

Nellemann Poulsen bidrag til U-TURN bærer titlen Fanfaren og andre politiske rundkørsler. Projektet består af tre dele. På Carlsberg viser hun en installation, som tager udgangspunkt i Carlsbergs historie og bruger bryggeriets gamle reklamemateriale til at skabe et tredimensionelt værk, der snor sig om søjlerne i den gamle tappehal. Nellemann Poulsen er især interesseret i arbejderkulturens sprogbrug, som det har været udfoldet på Carlsberg, og som man stadig ser spor af på opslagstavler, skiltning rundt omkring på stedet.

Projektets to andre dele udfolder sig i byrummet. Det er henholdsvis plakater og
cykelvimpler, som rummer udsagn, der baserer sig på dekonstruerede slogans og
avisoverskrifter. Nellemann Poulsen leger med markedsføringens udfoldelse i det
offentlige rum og peger på de værdikampe, der med ord og billeder udfolder sig i
byrummet dagligt. En kamp, som udstillingens besøgende har mulighed for at tage del i ved at tage en vimpel og sætte på sin egen cykel. Ligesom alt andet materiale i det offentlige rum, får plakaterne og vimplerne deres eget liv og er flytbare alt efter deres popularitet.

Tanja Nellemann Poulsen har fra starten spillet en central rolle i præsentationen
af U-TURN's projekt, blandt andet har ordlyden fra et tidligere plakatværk "Kunne
den bedste kur mod frygt være nysgerrighed?" været med til at forme ideerne bag udstillingen. -NH / CBB
 

Sorter

Hurtigvalg

 

In English

Søg

Nyhedsbrev

Kontakt

T

F