Ondak, Roman (SK)

Carlsberg Tap E

Roman Ondak

Født 1966 i Žilina, Slovakiet
Bor i Bratislava

Roman Ondaks værker falder så godt ind i omgivelserne, at publikum ofte ikke
opdager, at der er tale om et kunstværk. Og når de opdager det, kan de have svært ved at se, hvor værket begynder og ender, fordi Ondaks værker ofte blot er en slags forlængelser, fx af en anden kunstners værker eller af museets arkitektur.

Værket Good Feelings in Good Times (2003-2004) består af en lille flok mennesker, der står i kø. Værket er blandt andet blevet vist på en kunstmesse i London, hvor køen formede sig tilfældige steder blandt messens stande. Ondaks køer leder ingen steder hen, og netop derfor får den os til at tænke på, hvad en kø egentlig er, hvor meget vi står i kø, og hvor central kødannelse er for vores moderne massesamfund. Køen skaber irritation og gør én utålmodig, men er også forbundet med forventning og spænding - som når man venter på at komme ind til en koncert. Men det handler også om den ordentlighed og solidaritet, som god køkultur forudsætter. Og fordi Ondak kommer fra Slovakiet, kommer man måske til at tænke på de gamle billeder fra østsiden af jerntæppet af enorme køer efter basale fødevarer. Både overflod og underskud synes at skabe køer.

I performanceværket Resistance (2006) havde Ondak bedt et antal lokale beboere om at dukke op til en anden kunstners fernisering med ubundne snørebånd. For de uvidende gæster til udstillingsåbningen forekom de ubundne snørebånd selvfølgelig ret mystiske - en form for aktion, hvis formål var svær at gennemskue. Samtidig handlede værket om noget meget konkret, nemlig om hvordan man skal klædes på for at gå til udstillingsåbninger og deltage i samtidskunsten i det hele taget. Samtidskunsten er ofte blevet kritiseret for kun at rette sig mod en lille klike af internationale professionelle og for at udelukke alle dem, som ikke er klædt rigtigt på - altså som ikke har forudsætninger for at forstå, hvad der foregår.

Roman Ondak arbejder dog ikke kun med performance. Hans værker kan også tage form af en avis, en række slovakiske Skoda'er på parkeringspladsen, et falsk interview med ham selv eller en fuglekasse på museets facade. Så vær beredt! -NH
 

Sorter

Hurtigvalg

 

In English

Søg

Nyhedsbrev

Kontakt

T

F