Oiticica, Hélio (BR)
Carlsberg Tap E
Hélio Oiticica
(1937-80), født i Rio de Janeiro, Brasilien
Farver og atter farver - overlappende plastikgardiner i forskellige farver opdeler en række MDF-vægge i små aflukker: en labyrint uden tag, overdænget med farver. Projeto Filtro (1972) er en installation i stort format af den brasilianske kunstner Hélio Oiticica, som giver beskueren adgang til endnu et rum inde i selve udstillingslokalet.
Projeto Filtro er en af Oiticicas såkaldte 'penetravels'. Udtrykket henviser til en skulptur, der kan 'penetreres' af beskueren, hvilket ændrer selve begrebet om en skulptur. Et statisk, sakralt og urørligt objekt forvandles til en nærmest dramaturgisk platform for interaktive oplevelser. Oiticica introducerer en opfattelse af kunst som noget, der ikke er helt fastlagt på forhånd, men snarere er en slags invitation til at tage del i en åben og principielt uafsluttet proces. Kunstværket giver ikke kun adgang til en kunstig arkitektonisk konstruktion, men tilbyder også et "mytisk rum for følelser og ageren - et sted, hvor man kan skabe noget og konstruere sit eget indre kosmos", som kunstneren har formuleret det.
Opmærksomheden omkring beskuerens rolle har også et grundlæggende sociopolitisk aspekt. Oiticicas mest kendte 'penetravel', Tropicália fra 1967, har givet navn til Tropicalismo-bevægelsen, der omfattede berømte kunstnere som Gilberto Gil og Gaetano Veloso og det psykedeliske rockband Os Mutantes. De forsøgte at inkorporere europæiske og nordamerikanske kulturstrømninger og finde nye udtryksformer, der kunne erstatte en forestilling om brasiliansk kultur, som efter deres mening var blevet mere og mere hermetisk og havde udviklet sig til en kliché. I den forstand var sammenblandingen af fin- og massekultur også en reaktion på den politiske undertrykkelse, der prægede Brasilien efter militærkuppet i 1964.
Hélio Oiticica opererer med en ekstremt formalistisk æstetik, der rummer
kunsthistoriske referencer til blandt andet minimalisme og russisk konstruktivisme. Samtidig trækker hans arbejder også på detaljerede studier af Brasiliens kulturelle, sociale og politiske landskab - især Rio de Janeiros pulserende, kaotiske hverdagsliv. Når man udforsker denne labyrintiske struktur, bliver man overvældet af musik og farver i en sanselig oplevelse, der afsluttes med et glas appelsinjuice - som ikke kun er en forfriskning, men også ren farve.
-AS
Farver og atter farver - overlappende plastikgardiner i forskellige farver opdeler en række MDF-vægge i små aflukker: en labyrint uden tag, overdænget med farver. Projeto Filtro (1972) er en installation i stort format af den brasilianske kunstner Hélio Oiticica, som giver beskueren adgang til endnu et rum inde i selve udstillingslokalet.
Projeto Filtro er en af Oiticicas såkaldte 'penetravels'. Udtrykket henviser til en skulptur, der kan 'penetreres' af beskueren, hvilket ændrer selve begrebet om en skulptur. Et statisk, sakralt og urørligt objekt forvandles til en nærmest dramaturgisk platform for interaktive oplevelser. Oiticica introducerer en opfattelse af kunst som noget, der ikke er helt fastlagt på forhånd, men snarere er en slags invitation til at tage del i en åben og principielt uafsluttet proces. Kunstværket giver ikke kun adgang til en kunstig arkitektonisk konstruktion, men tilbyder også et "mytisk rum for følelser og ageren - et sted, hvor man kan skabe noget og konstruere sit eget indre kosmos", som kunstneren har formuleret det.
Opmærksomheden omkring beskuerens rolle har også et grundlæggende sociopolitisk aspekt. Oiticicas mest kendte 'penetravel', Tropicália fra 1967, har givet navn til Tropicalismo-bevægelsen, der omfattede berømte kunstnere som Gilberto Gil og Gaetano Veloso og det psykedeliske rockband Os Mutantes. De forsøgte at inkorporere europæiske og nordamerikanske kulturstrømninger og finde nye udtryksformer, der kunne erstatte en forestilling om brasiliansk kultur, som efter deres mening var blevet mere og mere hermetisk og havde udviklet sig til en kliché. I den forstand var sammenblandingen af fin- og massekultur også en reaktion på den politiske undertrykkelse, der prægede Brasilien efter militærkuppet i 1964.
Hélio Oiticica opererer med en ekstremt formalistisk æstetik, der rummer
kunsthistoriske referencer til blandt andet minimalisme og russisk konstruktivisme. Samtidig trækker hans arbejder også på detaljerede studier af Brasiliens kulturelle, sociale og politiske landskab - især Rio de Janeiros pulserende, kaotiske hverdagsliv. Når man udforsker denne labyrintiske struktur, bliver man overvældet af musik og farver i en sanselig oplevelse, der afsluttes med et glas appelsinjuice - som ikke kun er en forfriskning, men også ren farve.
-AS